Jalousi er en af de følelser, der kan forvandle kærlighed til uro. Den kan dukke op som små stik i maven, når ens partner taler med andre, eller som altoverskyggende mistro, der sniger sig ind i hver eneste tanke. Mange skammer sig over følelsen og prøver at undertrykke den, men den vokser i stilhed — og kan ende med at skabe netop den afstand, man frygter allermest.
Som psykologer ser vi, hvordan jalousi sjældent handler om den person, man er sammen med, men om gamle erfaringer og indre usikkerheder. Nogle har oplevet svigt eller utroskab før og bliver konstant på vagt for at undgå at blive såret igen. Andre har et skrøbeligt selvværd og begynder at sammenligne sig med alle andre, de tror, de ikke kan måle sig med. Når jalousien tager styringen, bliver blikket rettet udad — mod alt det, der kunne true relationen — i stedet for indad, mod det, der skaber utryghed.
I samtaler hos en psykolog
arbejder vi ofte med at forstå jalousiens funktion: Den er ikke et tegn på kærlighed, men på frygt. Først når man tør møde frygten, kan man begynde at slippe dens greb. Det kan handle om at styrke selvværdet, skabe mere åbenhed i forholdet og finde nye måder at håndtere usikkerhed på uden kontrol og bebrejdelser. Mange bliver overraskede over, hvor meget frihed der ligger i at turde vise sårbarhed i stedet for mistillid.
På siden om jalousi kan man læse mere om, hvordan man kan arbejde med jalousi i terapi. Ofte handler det om at flytte fokus fra partnerens handlinger til egne følelser og reaktionsmønstre. Når man begynder at se jalousi som en indre alarm frem for et bevis på, at noget er galt, bliver det muligt at reagere roligt og undersøgende — og ikke ud fra frygt.
Jalousi forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden, men den kan miste sin magt. Når man tør møde den ærligt og tage ansvar for det, der ligger bag, kan kærligheden få plads til at vokse igen — uden at være fanget i mistankens skygge.
